Datooversigt / Lucia

Luciadag

På Luciadag 13. december går børn luciaoptog.
Dagen er oprindelig en fest for den katolske helgen Santa Lucia, og i Danmark er traditionen blevet en del af adventstiden.
 
Historien bag Luciatraditionen siger, at Lucia var en ung kristen kvinde, der levede i 300-tallet i byen Syrakus på Sicilien.
Her delte hun mad ud til de fattige og bar lys på hovedet for at have begge hænder frie til at hjælpe.
På grund af en forsmået frier blev hun offer for kejser Diocletians forfølgelse af kristne.
 
Årets længste nat
I Norden var Lucianatten (Lussenatten) efter den gamle kalender årets længste.
Man mente derfor, at den var fyldt med trolde og onde ånder.
På Lucianatten skulle man helst ikke gå udenfor, og alt udearbejde skulle gerne være afsluttet.
 
Efter reformationen i 1536 holdt danskerne op med at fejre Lucia som helgendag, men i Sverige holdt man fortsat fast i traditionen.
Siden 1920 har de gået luciaoptog i Sverige, og skikken bredte sig igen til Danmark efter besættelsestiden.