Kirkeåret

Advent

Fjerde søndag før juledag begynder adventstiden.
Advent betyder komme, og er forberedelse og forventning til julen, hvor vi fejrer, at Jesus kom til verden.
Mange adventstraditioner handler netop om at tælle ned til jul.
 
Ligesom kalenderlys og kalendergaver handler adventskransen og dens fire lys om at tælle ned til jul.
Julekrybbe, Luciafest og levende lys hører også til adventstiden.
De spreder julestemning og forbereder os på festen, som også handler om, at der blev tændt lys i mørket.
 
Mange kirker har taget traditioner som adventskrans og Luciaoptog til sig, og der bliver arrangeret mange julekoncerter i december.
Første søndag i advent markerer også begyndelsen på et nyt kirkeår.
 
Farven er lilla
Adventstidens farve er lilla, som symboliserer bod og forberedelse.
Før i tiden fastede man som forberedelse til julen.
At undvære noget godt i en tid skulle styrke længslen efter, at festen begyndte - og samle opmærksomheden om julens åndelige indhold.
 

 

Jul

24. december - juleaften - er den dag, hvor flest danskere går i kirke, men dagen blev først i 1992 officiel gudstjenestedag.
 
Vi fejrer i Danmark og resten af Norden Jesus’ fødselsdag juleaften, dagen før han kom til verden.
Ifølge traditionen var det denne aften for mange år siden, Maria og Josef forgæves søgte efter et sted at være og til sidst måtte søge ly i en stald.
 
Tidligere holdt danskerne julegudstjeneste natten til juledag, men efterhånden blev natgudstjenesten erstattet af en midnatsgudstjeneste eller gudstjeneste juleaftensdag.
Juleaften læser præsten derfor juleevangeliet, som egentlig hører til som læsning ved gudstjenesten juledag.
Først i 1992 blev 24. december officiel gudstjenestedag, da kirken fik ny alterbog.
 
Juledag
Juledag, 25. december, er ifølge traditionen Jesus’ fødselsdag.
I de fleste lande er det den dag, man fejrer jul, og dagen regnes for en af verdens største festdage.
 
Den officielle dag for fejringen af Jesus´ fødsel er stadig juledag, som engang blev kaldt for Kristmesse (ligesom det engelske Christmas).
 
Før i tiden afholdt man julegudstjenesten natten til juledag.
Den blev efterhånden fortrængt af en midnatsgudstjeneste eller gudstjeneste juleaftens dag.
Juledags gudstjeneste blev i stedet blev flyttet til kl. 10.
 
Solhvervsfest bliver til kristen jul
Vikingerne fejrede formentlig juledag som vintersolhvervsfest og kalenderårets første dag.
I Romerriget afløste den kristne jul den før-kristne solhvervsfest sol invictus, og da kristendommen kom til Danmark, begyndte man også her at fejre Jesus’ fødsel denne dag.
 
Op igennem middelalderen bevarede juledag sin status som årets første dag.
En kalenderreform i 1575 fastslog, at årets første dag var 1. januar, men danskerne blev længe ved med at fejre nytår på juledag.
 
Anden juledag
Anden juledag, 26. december, er folkekirkens eneste officielle martyrdag.
Fra den tidligste kirke er det nemlig dagen for Sankt Stefan.
Han var ifølge Det Nye Testamente (Apostlenes Gerninger 7) den første, som blev slået ihjel på grund af sin kristne tro.
 
I de ældste kirker fejrede man gudstjeneste ved martyrernes grav på deres dødsdag.
Sankt Stefans dag var den 26. december, og man fejrede denne dag længe før, man begyndte at fejre jul ved vintersolhverv.
 
Nogle mener, at Sankt Stefans dag midt i juleugen er med til at gøre
julebudskabet realistisk.
Verden blev ikke forvandlet til fred og fryd, fordi Jesus blev født.
Tværtimod handler juleevangeliet om, at Gud blev menneske i verden, som vi kender den på godt og ondt.
 
Nytårsdag
Nytårsdag markeres med en gudstjeneste til sædvanlig tid i de fleste kirker.
Mange af os foretrækker at tilbringe nytårsmorgen på langs og derfor er mange kirker begyndt at fejre midnatsgudstjenester nytårsaften eller eftermiddagsgudstjenester nytårsdag.
 
Nytåret handler også i kirken om at sige farvel til det gamle år og se frem mod et nyt.
Her markeres dagen med en bøn, hvor vi siger tak for det gamle år og beder for det nye år.
Hvert andet år handler prædikenen om Fadervor.
 
Vikingernes nytårsfest var vintersolhvervsfesten 25. december, som fejrede, at årets hjul igen begyndte at dreje mod lysere tider.
Da kristendommen kom til Danmark, begyndte man også at fejre Jesus’ fødselsdag til vintersolhverv.
Julefesten blev dog ved med også at være en nytårsfest indtil en kalenderreform i 1575 fastslog, at årets første dag var 1. januar.
 
Helligtrekonger
Helligtrekongertiden i folkekirken strækker sig over kalenderårets første to til seks søndage afhængig af påskens placering.
Helligtrekongers søndag er første søndag efter nytår, og sidste søndag efter Helligtrekonger falder tre søndage før fastelavn.
Helligtrekongertidens farve er grøn som symbol på håb og vækst. 
Helligtrekonger 6. januar, som ikke længere er en helligdag i Danmark, markerer, at vise mænd fra Østerland besøgte Jesus i Betlehem.
Traditionelt betyder dagen også, at julen er forbi.
 
Julen varer ikke lige til påske, men i kirken varer den alligevel helt til helligtrekonger.
Efter gammel skik skal du først pynte op til jul umiddelbart før juleaften og så vente med at jule af til helligtrekonger.
På helligtrekongersaften 5. januar er det så tid at spise julesmåkagerne op, tænde det trearmede helligtrekongerslys og måske spise kongekagen.
 

 

Lucia

På Luciadag 13. december går børn luciaoptog.
Dagen er oprindelig en fest for den katolske helgen Santa Lucia, og i Danmark er traditionen blevet en del af adventstiden.
 
Historien bag Luciatraditionen siger, at Lucia var en ung kristen kvinde, der levede i 300-tallet i byen Syrakus på Sicilien.
Her delte hun mad ud til de fattige og bar lys på hovedet for at have begge hænder frie til at hjælpe.
På grund af en forsmået frier blev hun offer for kejser Diocletians forfølgelse af kristne.
 
Årets længste nat
I Norden var Lucianatten (Lussenatten) efter den gamle kalender årets længste.
Man mente derfor, at den var fyldt med trolde og onde ånder.
På Lucianatten skulle man helst ikke gå udenfor, og alt udearbejde skulle gerne være afsluttet.
 
Efter reformationen i 1536 holdt danskerne op med at fejre Lucia som helgendag, men i Sverige holdt man fortsat fast i traditionen.
Siden 1920 har de gået luciaoptog i Sverige, og skikken bredte sig igen til Danmark efter besættelsestiden.
 

 

Påske

Datoerne for påskeugen varierer fra år til år, fordi påskedag falder første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn.
Det betyder, at påskedag kan falde tidligst 22. marts og senest 25. april.
 
Påsken er kirkeårets vigtigste højtid. I kirken gennemlever vi den sidste uge i Jesus' liv i gudstjenesterne med bibeltekster, salmer og musik.
Ugens begivenheder spænder fra fællesskabet om nadveren, sorgen over Jesus' lidelse og død - til glæden over, at han opstod fra de døde.
 
Fra palmesøndag til anden påskedag
Påskens fortælling strækker sig over en dramatisk uge.
Fra Palmesøndag, hvor Jesus rider ind i Jerusalem og bliver hyldet som konge - over den sidste nadver Skærtorsdag og korsfæstelsen Langfredag - til kulminationen Påskedag, hvor Jesus opstår og siden viser sig for sine venner og disciple.
 
Påskefesten er den ældste kristne fest.
Også jøderne fejrer deres påskefest til minde om udvandringen fra Egypten.
Derfor kan vi i Bibelen læse, at Jesus og disciplene, som jo var jøder, spiser det jødiske påskemåltid sammen.
Den kristne påske bygger altså også videre på den jødiske.
 

 

Store Bededag

Bededag, som også kaldes store bededag, falder altid fredag før 4. søndag efter påske.
I dag forbinder mange dagen med varme hveder og konfirmationer, men dagen var oprindeligt tiltænkt bøn og faste.
 
Bededag siden 1686
Dagen blev indført i 1686 af biskop Hans Bagger fra Roskilde.
Han fik i løbet af sine to første år som biskop indført hele tre faste- og bededage, men der er altså kun den ene tilbage i dag.
 
Aftenen før bededagen ringede kirkeklokkerne som et signal til, at kroer og forretninger skulle lukke.
Alle skulle faste, indtil gudstjenesterne var afsluttede, og man arbejdede heller ikke.
 
Varme hveder
Når bagerne ikke kunne levere friskbagt brød på bededagen, bagte de hvedeknopper aftenen før, som folk kunne spise lune - eller varme op dagen efter.
Det er derfor, mange i dag spiser varme hveder aftenen inden bededag.
Traditionen kan dokumenteres fra midten af 1800-tallet, men er sikkert ældre.
 

 

Kristi Himmelfartsdag

Kristi himmelfarts dag fejres 40 dage efter påske og ti dage før pinse.
Den falder altså altid på en torsdag, tidligst 30. april og senest 3. juni.
Kirken fejrer ved Kristi himmelfart, at Jesus 40 dage efter sin opstandelse steg til himmels.

Jesus forlader verden som menneske
Trosbekendelsens næstsidste ord om Jesus lyder: "Opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd."
Kristi himmelfart markerer afslutningen på Jesus´ liv på jorden.
Kirken fejrer altså ikke kun, at Guds søn kom til verden, men også at han forlod den igen.
Det lyder måske som en mærkelig begivenhed at fejre.
Men Gud måtte forlade verden som menneske, for at han kunne vende tilbage som Helligånd i pinsen.

Afslutningen
Himmelfarten markerer afslutningen på historien om Jesus´ liv på jorden, og sætter samtidig begyndelsen på en ny: Helligånden, som kommer i pinsen og forener de Kristus-troende i kirken.
Vi kender fortællingen om Jesus’ himmelfart, eller Jesus’ ophøjelse til himlen, fra Markusevangeliet, Lukasevangeliet og Apostlenes Gerninger i Det nye Testamente.
Det er alle meget kortfattede beretninger, som markerer afslutningen på den periode efter påskemorgen, hvor Jesus ved flere lejligheder viste sig for sine disciple som opstanden.

Begyndelsen på kirkens historie
Kristi himmelfart er dermed et vendepunkt i evangeliernes fortælling om Jesus som Guds søn, ligesom julen er det.
Længe før kirken begyndte at fejre Jesus´ fødsel, har den fejret hans himmelfart.
Det er ikke kun glædeligt, at Jesus kom til jorden, men også at han forlod den igen.
For med afslutningen på Jesus´ liv på jorden, kan historien om fællesskabet af troende, kirkens historie begynde.

 

 

Pinse

Fest for Helligåndens komme

Pinsen er festen for Helligåndens komme, som falder 50 dage efter påske. Ordet pinse kommer af det græske ord pentekoste, som betyder den halvtredsindstyvende.

Pinse er efter jul og påske kirkens tredje store højtid.
Her fejres det, at Helligånden kom som ildtunger til disciplene, og gjorde dem i stand til at tale på alle sprog, så de kunne gå ud i verden og fortælle om Jesus til alle folkeslag.

Kirkens fødselsdag
Pinsen er også den kristne kirkes begyndelse.
Derfor kaldes pinsen også for kirkens fødselsdag.
Fortællingen om pinseunderet betyder, at Gud igen var til stede i verden. Ligesom Gud før var til stede i sin søn, Jesus, er Gud det nu gennem sin ånd.

Det fællesskab, der opstod omkring Jesus, da han levede på jorden, døde og opstod, skulle nu udbredes til hele verden.

Den jødiske pinsefest
Oprindeligt er pinsen en jødisk fest, der markerer den jødiske påskes afslutning, og minder om den pagt Moses indgik på Sinai bjerget, hvor han fik lovens tavler.
Den jødiske pinsefest er samtidig en høstfest, som blev fejret med valfart til Jerusalem.
Derfor var der altid jøder fra mange folkeslag i Jerusalem til pinse.
Kirken har overtaget festen, og givet den sit eget indhold, nemlig fejringen af Helligåndens komme til verden.

I Danmark forbinder mange højtiden med N.F.S. Grundtvigs pinsesalmer. Især i salmen I al sin glans nu stråler solen, (Salmebogen nr. 290), hvor Helligåndens komme sammenlignes med sommerens komme i den danske natur.

 

 

Trinitatis

Festdag for treenigheden
Af Ellen Aagaard Petersen

Trinitatis betyder treenighed på latin. Trinitatistiden begynder søndagen efter pinse og varer til sidste søndag før advent.

Trinitatis søndag er en lille kirkelig festdag for treenigheden: Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd.
Gennem vinterens og forårets mange højtider bliver begivenheder knyttet til Gud som skaber, som Guds søn og som Helligånd fejret hver for sig.
Trinitatis søndag markeres enheden af Gud Fader, Søn og Helligånd.

Derpå følger trinitatistiden hen over sommeren og efteråret.
Den kaldes kirkens hverdag eller det festløse halvår.
Afhængig af påskens placering er der omkring 25 trinitatissøndage.
Trinitatistidens farve er grøn, der i kirken symboliserer håb og vækst.

Jesus' liv og gerninger
I trinitatistiden skal de store højtiders budskab slå rod og vokse til. Søndagenes gudstjenester tematiserer betydningen af Guds skabelse, af Jesus´ liv, død og opstandelse og af Helligåndens nærvær for mennesker i dag.

Grundlæggende forhold i menneskelivet bliver taget op i gudstjenesternes evangelielæsninger og prædikener.
De kan f.eks. handle om sygdom og helbredelse, næstekærlighed og fjendekærlighed, skyld og tilgivelse, forholdet mellem politiske ledere og Gud eller forholdet til penge og rigdom.

Høst- eller skabelsesgudstjenester
Midt i trinitatistiden kommer høsttiden, som traditionelt er blevet fejret med høstgudstjenester.
Danmark var tidligere overvejende et landbrugssamfund.
Derfor har høstgudstjenesten haft stor betydning som afslutning på årets høst på markerne.

Høstgudstjenesterne fejres stadig, også i bysogne, med høstpyntede kirker. Her får den mere karakter af en takkegudstjeneste for naturens gaver.
I flere kirker holder man i stedet for den traditionelle høstgudstjeneste en skabelsesgudstjeneste i sensommeren.

 

Gudstjenester

Kirkebilen kan bestilles til alle gudstjenester senest dagen før
- tlf. 8699 5400.